top of page

Tema: Værdibaseret styring

 

Til at starte med virkede det som et ukompliceret tema, men jo mere jeg researchede, desto mere var der, jeg ikke vidste. Det blev kompliceret at afdække, fordi selv eksperterne ikke rigtigt ved, hvor vi er på vej hen med værdibaseret styring, men for mig blev det en rigtig god øvelse i, hvornår nok research er nok. Jeg havde ingen anelse om, hvor meget arbejde, der ligger i at skrive en nyhedsbaggrund, eller hvor dygtig en politiker som Bent Hansen er til at målrette sin kommunikation - det ved jeg nu. Og selvom jeg er rigtigt godt tilfreds med resultatet, så ved jeg allerede, hvad jeg vil gøre anderledes næste gang.

Reportage: Det er vores sommerhus

 

Jeg har været heldig at få lov til at skrive en del reportager og bliver lidt bedre hver gang. Alligevel viser jeg her min første reportage i praktikken, fordi det er et godt eksempel på, hvad jeg kan. Og på, hvordan jeg tilpasser mig situationen og bringer historien hjem. Alt gik galt: Flyet var forsinket, bussen kørte forkert og kilden havde taget fejl af dagene. Heldigvis havde jeg lavet et grundigt for-interview, så familien var tryg ved mig med det samme. På kun én time fik jeg samlet lige præcis de betydningsbærende detaljer, der gjorde, at familien med det samme genkendte sig selv. Det er jeg stolt af.

Nyhed: Rekordstor mangel på sygeplejersker i Storbritannien

 

For mig var sygeplejerskesituationen i Storbritannien interessant af flere grunde, men primært fordi det var spændende at få lov til at følge forløbet efter Brexit i en tid, hvor mange danske stemmer talte om udmeldelse af EU. Jeg har pitchet flere forskellige historier ad flere omgange, og selvom jeg fik et nej de første par gange, så gav jeg ikke op. Da jeg endeligt fik chancen, måtte jeg først og fremmest måtte tage en beslutning om en stram vinkling og lade størstedelen af min research være ubenyttet. Desværre kom historien ikke helt i hus, da jeg trods ihærdig indsats ikke fik det ønskede interview. Men arbejdet bag fejler ikke noget.

Fuldt fortjent: Jeg vil have tid til at tale med brugerne

 

Et portræt af en sygeplejerske, der har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv, der kan tildeles efter mindst 40 års ansættelse. Da jeg startede på redaktionen, var det en opgave, der gik på skift fra nummer til nummer og nogle gange blev lidt forsømt ift. de større produktioner. Efter et par måneder bad jeg om at få opgaven fast, fordi det er en håndgribelig måde at følge min egen udvikling på. Når man interviewer én med 40 års erfaring, så er det også en fremragende øvelse i at uddrage, hvad der er det særlige lige netop ved denne person. Desuden har det givet uundværlig træning i at tage gode, håndskrevne noter, så transkribering er unødvendigt.

Tendentiøst: Udfordringer er ikke noget problem

 

Det her var et af de faste formater, som jeg gik målrettet efter at komme til at skrive. Jeg var hele tiden på udkig efter ord, der kunne bruges som udgangspunkt og kilder, der kunne inddrages. Når sproget udvikler sig, imens vi bruger det, er det interessant at se nærmere på, hvor det er på vej hen og hvorfor. Men at gøre det på én side med tre kilder er ligesom at jonglere med knive - enten går det helt galt, eller også går det helt godt. Her gik det godt, også selvom jeg var nødt til at skære mit favoritcitat ud, men måske får jeg Michael Ejstrup til at sige neger igen en anden gang ...

bottom of page