Jeg kan ikke lide stjerneskud. Ikke engang en lille smule. Men ligesom når man skal sluge en kamel, er der kun en vej frem: én bid ad gangen. Jeg får stillet mine spørgsmål og går derfra med materiale nok til fem reportager. Og kun en lille smule fiskeånde.
Det kan handle om et stjerneskud, om at indrømme, at jeg har lidt svært ved at forstå økonomien bag værdibaseret styring eller om to minutters løs snak om det syge barnebarn. Det der lille greb, der gør kilden tryg ved situationen og smører stemmebåndet. Trygge kilder er gode kilder, der også beredvilligt svarer på de svære spørgsmål. Og gode kilder giver gode historier. Den slags historier, der skriver sig selv så hurtigt inde i mit hoved, at jeg ikke når tilbage til tastaturet, men i stedet må ty til noter på telefonen eller indtale små memos til mig selv, så jeg husker det hele.
​
En god læseoplevelse er, når læseren får noget nyt med sig. Et smil på læben, en ny holdning, en anden indsigt. Det er det, jeg vil med journalistik, hvad enten mine artikler opstår ved rekonstruktion af utallige noter eller er resultatet af flere ugers research. Det er ikke mig, der kaster mig ind i skudlinjen eller maser mig midt ind i demonstrationen. Men det er mig, der, indrømmet lidt naivt, stadig tror på, at jeg kan ændre verden. Én læser ad gangen.
​
Jeg er endnu ikke stødt på et format, jeg ikke kunne lide. Hvert har sin charme, og jeg arbejder
”Nu er du jo i fiskeri-land, så jeg håber, du kan lide stjerneskud,” siger den flinke, men travle sundhedsdirektør, der har presset mig ind i sin frokostpause.
Foran mig står verdens største stjerneskud: To store fiskefileter, hvad der ligner 100g rejer, masser af saftige asparges, spændstige tomater, røde og sorte fiskeæg, citronspringere og et bjerg af salat lagt ovenpå to fornuftige skiver brød dækket med thousand island-dressing.
seriøst og ambitiøst, uanset om der er tale om en note eller en nyhedsbaggrund. Fordi jeg hele tiden gerne vil blive bedre. Jeg er aldrig helt tilfreds, og det er, hvad der driver mig til at gøre mig umage.
Hidtil i min praktik har jeg primært arbejdet med længere deadlines, og det har jeg lært rigtigt meget af. Ting har det med at tage den tid, der er sat af til det. Det har givet mig en masse øvelse udi selvdisciplin, men nu er jeg klar til sprintdistancen, til at arbejde med kortere deadlines og en højere kadence.
Kæk er et af de ord, der ofte bruges til at beskrive mig med. Jeg er hurtig på aftrækkeren, men alligevel eftertænksom. Jeg tager mit arbejde og mig selv alvorligt, men er ikke selvhøjtidelig. Og apropos dét, hvorfor har jeg så en citron på hovedet?
​
Fordi ethvert ægte stjerneskud serveres med citron.